Søg
  • hellelyster

Fuck-fuck-hurra !



I sidste uge var jeg ude at holde oplæg om Konstruktiv Journalistik. Det handler i bund og grund om at se verden med begge øjne og ikke kun det ene, når vi rapporterer fra den. Det handler også om at ord skaber virkelighed. De ord, vi bruger til at beskrive noget, er med til at sætte et bestemt fokus og tone virkeligheden.


Selvfølgelig talte vi under oplægget også om Corona og den frygt og utryghed, som begyndte at vokse i den første uge, hvor vi ikke vidste så meget om virussygdommen. Jeg lagde selv mærke til, hvordan en lille følelse af afmægtighed sneg sig ind på mig, når TV Avisen hver dag fortalt hvor mange døde og smittede der var i Kina – men ikke satte tallet i relation til hvor mange, der lever i Kina.

I forhold til hvor meget fokus og tid, der blev brugt på antallet af døde, blev der kun brugt meget lidt opmærksomhed på antallet af mennesker, som igen var blevet raske. Men det faktum, at en stor procentdel klarede skærene, ville både være korrekt og gi´ et håb om at der var en chance for at overleve.


Og nu siger jeg ikke, at man ikke skal fortælle om hvor smitsomt og dødeligt corona er. Det skal man, og vi skal bestemt også stille de kritiske spørgsmål, men det konstruktive perspektiv handler om, at vi både fortæller om det problematiske og om eventuelle løsninger. Vi har brug for at få klar besked, men vi har også brug for at få øje på håbet og muligheder for at handle.

Derfor var det dejligt, da der også begyndte at komme historier om folk, som tilbød at hjælpe hinanden med indkøb. Historier om beboere i et lille jydsk samfund, som foreslog den lokale kro at sælge take-away for at kunne støtte kroejeren. Den slags virkeligheder er der jo også. Det er ikke noget med at vælge det sukkersøde. Det handler om at bruge begge øjne. For dét vi giver opmærksomhed, det får vi i højere grad øje på.


Det handler også om at løfte blikket fra den umiddelbare katastrofe og se lidt ind i fremtiden. Eller som fremtidsforsker Anne Skare sagde på P1: At tænke fuck, fuck – hurra. For på den lange bane, vil vi lære meget om hygiejne, sammenhold, digitale møder - og en masse andre ting af denne Corona-krise.

Vi har brug for håb, klar besked og løsningsforslag for ikke at blive afmægtige. Både i nyhedsbilledet og i vores eget liv.

58 visninger